Udgivet af Jørn Andreas Pedersen, søn d. 12. apr 2020, kl. 08:30

Gudstjeneste som video 

Prædiken som pdf-fil: https://drive.google.com/file/...

2020 – 12.4. – Påskedag

   2. tekstrække.

236: Påskeblomst hvad vil du her   

233: Jesus lever

   -

240: Dig være ære

Tekster: Sl. 118, 13-18; 1. Pet. 1,3-9; Matt. 28,1-8  

https://www.folkekirken.dk/gudstjeneste/soendagens-tekst          

Bibelen live 1. Pet. 1,1-9: https://www.youtube.com/watch?v=PrhOq-S9Kfg&list=PLun5_EBuFOwAr9yn51K5Wauv9e7WKgaJB&index=4 

Indledning: At bære til graven

Kvinderne tog ud til graven søndag morgen for at salve Jesu legeme - det hørte med til en ordentlig begravelse dengang, og de ville sige et rigtig farvel til den døde. To dage tidligere havde de båret Jesu døde legeme ud til klippe-graven. Og fordi sabbatten forestod, nåede de ikke at salve ham.

Det havde været en tung gang ud til graven. En ung mand midt i sin bedste alder, og så endda henrettet som en forbryder, trods det at han var helt uskyldig. Og ikke nok med at Jesus døde, men med ham døde også de håb, som de havde knyttet til ham som Guds lovede Messias.Deres verden, som havde været fyldt med glæde og spændt forventning til, hvad Jesus ville gøre, var pludseligt brudt sammen. Jo, det havde været en tung gang langfredag eftermiddag ud til klippegraven og nu igen søndag morgen.

Menneskeligt set kan der jo være stor forskel på at bære sine døde til graven. Er det et menneske højt oppe i årene, som har levet sit liv og er mæt af dage, så kan der være noget naturligt og afsluttet over en begravelse. Sorgen er der naturligvis, og savnet, når det har været en mennesket, som man har været knyttet til i hele sit liv. Hvis der har været tale om længere tids sygdom eller svækkelse, kan det være en meget svær tid at komme i gennem, og så kan der næsten være en fornemmelse af lettelse, nå den syge endelig får fred. Det er kan også være barsk, hvis der er et pludselig dødsfald, men til gengæld har den døde fået en nådig død, uden lang tids lidelse forud. Men i denne tid kan det være svært at få ordentlig farvel, fordi man ikke kan komme på sygehus eller hospice for at undgå selv at blive smittet med Corona eller bringe smitte videre til sårbare mennesker. Det er en ganske ulykkelig situation, og bagefter kan man måske ikke få foretaget en begravelse, hvor alle som ønsker kan være med på grund af de begrænsninger, som Corona-krisen medfører.

 

I: Meningsløst? 

Det er alligevel noget andet, når det er et ungt menneske eller et barn, som dør. Hvorfor bliver født når livet stort set ikke når at blive levet. Hvorfor være til i så kort tid og så blot være årsag til så megen sorg hos forældre og søskende. Vi magter heller ikke at forstå, at det sker og slet ikke, hvorfor det sker. Det virker så meningsløst og håbløst. Hvis der skulle være en mening, så kan vi i hvert fald ikke gennemskue den eller finde frem til den.  Den fortaber sig i den fremtid, som den døde aldrig fik. For nogle bliver denne meningsløshed til en afskrivning af Gud. Når der sker noget så forfærdeligt, så kan være svært at se at der er en nådig og god Gud. Så må han enten sove eller være død.

I hvert fald giver det let anledning til tvivl eller anfægtelse, for hvad er livet egentligt for noget, at det skulle have nogen mening, når det er så kort. Under alle omstændigheder sætter det mange tanker i gang om livet og døden, fordi det så svært at forholde sig til.

 

II: Håbet

Det gør det ikke mindst, når man som præst også skal sige noget i forbindelse med et tragisk dødsfald. Selv om jeg bestemt også kender til anfægtende tanker og tvivl, så kunne jeg ikke være præst uden tro på, at Gud er til og på opstandelsen. For tænk, hvis Gud ikke er til og tænk, hvis der ikke var en påske at fejre. Jeg ved godt, at så havde der ikke været en kirke, og jeg ville heller ikke står her som en kristen præst, som skulle forrette en begravelse.

Men der ville jo stadig være tragiske dødsfald. Der ville stadig være børn, unge og mennesker midt i livet, som døde og skulle begraves. Hvad skulle der så siges ved graven. Var der noget at sige overhovedet, hvis ikke Gud er, og hvis ikke Jesus virkeligt opstod fra de døde.For uden det ville der hverken være håb eller trøst.

Nok kan vi ikke, selv når vi stoler på Guds løfter finde en mening i alt som sker. Det tager heller sorgen og savnet bort. De bånd, som døden river over, vil altid gøre ondt. Men midt i sorgen og smerten er det en trøst at vide, at det menneske som er overladt til Gud i livet gemme dåb og tro, også er det i døden.

Det er vores himmelske far, som er Herre ikke bare over liv, men også over død.Jesus siger jo ikke i dåbsbefalingen, at han blot vil være med os nogle dage og kun til vi dør, men til verdens ende, og dermed også i døden. Vi kender naturligvis ikke hvordan det enkeltes menneskes forhold til Gud er. Dybest set er det kun den enkelte selv, som ved det, for det kan være skjult i hjertet. Det tilkommer heller ikke os, at dømme om det - det er helt og holdt overladt til Gud.

Derfor må vi også blot holde os til, hvad Gud har lovet dem, som stoler på ham. Disse løfter har vi mange af - løfter om fremtid og håb. Løfter om, at Gud vil tilgive os, for Jesu lidelses og døds skyld. Løfter om omsorg og om at han vil være nær hos os også midt i nøden. Løfter om at oprejse os fra døden og give os evigt liv. Løfter, som afhænger af om Gud er troværdig, om han er den, som Bibelen siger, han er. Løfter, som knyttes til Jesus og derfor også afhænger at, at han er den Guds søn, som han forkynder at være.

Og alle disse løfter har deres ja i påskemorgen, da Jesus blev oprejst fra døden. For her blev det afgørende bekræftet, at Jesus virkelig var Guds søn. Her blev Jesu ord godtgjort at være sande og troværdig, netop i hans opstandelse. Og tør vi tro på Jesu opstandelse fra de døde, så kan vi også stole på alle de andre løfter, som Gud har givet.

Derfor er påskemorgen så vigtig, alt andet afhænger af den.

 

Afslutning: Livets sejr

Påskemorgen er livets sejr over døden. Dødens brod er taget væk, som apostlen Paulus siger det. Vel skal vi stadig dø - livet her på jord tager slut før eller siden. Men livet her på jorden er så blevet en indgang til det evige fællesskab med Gud og med alle andre, som deler troen på ham. Og det uanset om livet her er kort eller langt. Om døden giver mening eller ej. Om den er en lang smerte-fuld proces eller en brat afslutning.

Det gør ikke livet her mindre betydningsfuld eller mindre værd. Tværtimod giver det livet evighedsværdi, fordi livet her er en del af det evige liv. Det er selve begyndelsen på evige liv. Livet her må derfor leves med evighedsperspektivet over sig. Det må være det, som bestemmer, hvad der er vigtigt og hvad der er mindre vigtig her i livet. Hvordan vi må prioritere vores liv.

 Derfor må det være påske hele året, ligesom vi siger, at det er jul hele året. Påsken med dens sorg og glæde er nemlig det bedste grundlag for et sandt liv.

Kristus er opstanden - ja, sandelig Kristus er opstanden. Amen. 


Kategorier Nyt fra præsten