Udgivet af Jørn Andreas Pedersen, søn d. 5. apr 2020, kl. 08:30

Tekstprædiken til print: https://drive.google.com/file/...

2020 – 5.4. - palmesønd. - 2. tr.

749: I østen stige solen op

  13: Måne og sol

176: Se, hvor nu Jesus træder

   -

179: Herren god, som ud grænser

404: Lover Herren! han er nær

Tekst: Zak. 9,9-10; Fil . 2,5-11;

Joh. 12,1-16                   

Her kan man høre de tre tekster gengivet af Klaus Laursen, Bibelen Live

https://www.youtube.com/playli...

-----------------------------------------

Når vi hører denne beretning om Jesus, der bliver salvet på sine fødder, lyder det meget fremmed i vore øren.

  Det ville jo være ret utænkelig, at sådant noget ville kunne ske her i Danmark i dag.

  Der blev holdt fest for Jesus i Betania, hvor Lazarus, en af Jesu venner boede og både Martha og Maria, Lazarus søstre var med.

  Ved denne fest kommer Maria med noget meget kostbar nardus-olie, som hun salver Jesu fødder med.

  Det var på mange måder en vanvittig handling. Et halvt kilo af denne olie kunne sælges for 300 denarer, som svarede til 300 daglønninger eller næsten et års indtjening.

  Umiddelbart forstår vi godt Judas' reaktion. 'Hvorfor blev den olie ikke solgt og pengene givet til de fattige'

  Det var da en langt mere fornuftig brug af olien, end at hælde den ud over et par fødder.

  Nu havde Judas ikke de helt rene og gode motiver til dette forslag. Men det var bestemt mere fornuftigt end dette spild af store værdier.

  Judas forstår ganske enkelt ikke den kærlighed, som ligger bag Marias hand­ling. En kærlighed som skyldtes, at hun gennem Jesus havde fået nyt liv og håb.

  Men samtidig blev den ødsle handling en forberedelse til det, som skulle ske i påskeugen.

  Salvning var jo noget, man brugte

i forbindelse med indvielse til at være konge og ved begravelser.

  Vi kender det fra bibelhistorien at David blev salvet til konge, da han som ung var hjemme hos sin far.

  Kongen blev ofte kaldt den Salvede, og det hedder på hebræisk Messias. Messias er den særlig udvalgte Salvede konge, som Gud har lovet skulle komme.

  Også de døde blev salvet. Vi hører om at Jesus ikke var salvet efter de jødiske forskrifter, da han blev lagt i graven.

  Det var det kvinderne ville ud til graven for påskemorgen, så han kunne blive salvet, som alle andre døde blev det.

  Men Maria salvning af Jesus fødder blev både en salvning af Jesus til konge, som han blev hyldet som palmesøndag. Og en salvning til hans død, som Jesus selv siger det om hendes handling

  Det gælder også for Jesus indtog i Jerusalem, at det er meget fremmed for os.

   Vi kender godt til at modtage de kongelige med fest og farver. Den røde løber bliver rullet ud og de kongelige modtages i værdighed.

  Og når der er kongeligt bryllup foregår det med pomp og pragt.

  Men Jesus kommer ridende på et æsel hen over kapper og palme­-grene, som de har lagt på vejen.

  En konge ville i dag kommer kørende i en flot bil eller som vores Dronning kommer sejlende på kongeskibet, hvor det var muligt.

  Dengang ville en konge komme ridende på en høj flot hest, eller blive båret i en tronstol.

 

I: Den ydmyge konge

Men Jesus var en anderledes konge.

  Kun Jesus selv vidste, hvad der skulle ske. Han bad sine disciple hente et par æsler, som han ville ride på ind i byen.

  Han ville nemlig vise folket, at nu skulle en bestemt profeti fra GT gå i opfyldelse.

  Det var profetien i Zakarias' bog om, at Zion's (Jerusalems) konge ville komme til byen, sagtmodigt ridende på et æsel.

  Rygtet om at Jesus nærmede sig byen var dog løbet forud.

  Selv om intet var planlagt, så blev Jesus modtaget som en konge, på en 'løber' af folks kapper og af pal­me-grene, som de lagde på vejen.

  Og så blev han ellers hilst med råb, som var en konge værdig:

  "Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Hosianna i det højeste!"

  Men det var ikke nogen prangende konge, som kom ridende højt til hest, med en triumferende hær efter sig og en slagen slavehær foran sig.

  Nej, himlens kongesøn, som har al magt i himmel og på jord, kom ridende sagtmodig og ydmyg på et trældyr - et æsel.

  Han, ved hvem himmel og jord blev skabt, som er lig Gud i herlighed og ære, - han gav afkald og kom os i møde i en tjeners skikkelse.

  Han blev menneske som en af os og ydmygede sig - ikke en lyd gav han fra sig mod de falske anklager, som blev retter mod ham, og han var lydig mod sin fader indtil døden på en kors.

  Jesus kom for at tjene os. Han kom for at gøre det godt, som vi har ødelagt med vort oprør mod Gud.

  Hans tjeneste bestod i, at han måtte blive det påskelam, som ville påtage sig vore synder og tage straffen for dem.

  Derved viste han at han både var den lovede Messias, men også den lidende Herrens tjener, som Esajas så klart profeterede om.

 

II: Den sejrrige konge

Men netop fordi han var lydig indtil døden på korset, netop derfor har Gud højt ophøjet ham.

  Fordi han gav afkald på sin himmelske herlighed og blev menneske under vore vilkår og frivillig blev et offer for vor skyld, derfor har Gud givet ham navnet over alle navne.

  Selv om han blev pint og pisket og til sidst henrettet, som en forbryder, så var han dog en konge.

  Så det var det helt rigtige, folk i Je­ru­salem gjorde, da de tog imod Jesus og gav han hyldest som en konge.

  De lovpriste ham, som 'Davids søn'. Det betyder ikke bare, at Jesus var født i Davids slægt - både Josef og Maria kunne jo føre deres slægts-tavler tilbage til Kong David.

  Nej, det betød først og fremmest, at Jesus skulle være en konge som David.

  Om David står der, at han var en konge efter Guds hjerte - trods sine svigt og fald, så ville han, at Guds skulle være hans Herre og at Guds vilje måtte ske.

  Og i GT giver Gud netop det løfte, at Messias, når han kommer, skulle være en konge som David.

  Så derfor var folkeskarens lovprisning af Jesus en tro på, at Jesus virkelig var den Messias, de så længe havde ventet på.

  Det viser også fortsættelsen af lovprisning: 'Velsignet være den, som kommer i Herrens navn' -

  Dette er et citat fra Sl. 118 i GT og dette sted taler om den sten, som bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten og hentyder netop til Messias.

  Men David havde også været en stor og mægtig jordisk konge.

  Det var nok mere det, som folkeskaren havde forventet sig om Messias, end at han skulle være en åndelig konge efter Guds hjerte.

  Så der gik ikke mange dage efter den store velkomst af Jesus Palmesøndag, til at måske mange af de samme mennesker Langfredag råbte op mod Pilatus: 'Korsfæst ham, korsfæst ham'.

  Ham, de havde hyldet som konge, ønskede de nu død over. For han var jo helt anderledes end de havde forventet.

  De var skuffet over, at han ikke greb til våben, og tog kampen op mod de romerske undertrykkere, så de kunne slippe af med dem og igen blive et selvstændigt land.

  Så selv om deres lovprisning havde været nok så rigtig, så bundede den ikke dybt og slet ikke i en ret forståelse af, hvem Jesus virkelig var og hvad hans opgave var.

  Havde de forstået det, ville de ikke havde været med i koret, som råbte 'korsfæst', men de ville i stedet havde set, at Langfredag var et led i Guds plan for endelig at sejre over synd og død.

  Og så ville de med jubel havde gentaget deres hyldest påskemorgen, da Jesus endegyldigt besejrede dødens magt.

  Nu blev deres hyldest vendt til hån og Jesu opstandelse påskemorgen blev fejet til side med løgnen om, at disciplene nok havde stjålet liget, mens vagten ved graven havde sovet.

 

Afsl: Lovprisning

  Vores gudstjeneste er også tænkt som en hyldest og en lovprisning af Jesus.

  Gudstjenesten ligger på en søndag og ikke lørdag, som ellers ville være naturligt, fordi de første kristne jo også var jøder.

  Jøderne har jo deres helligdag, Sabbatten, om lørdagen.

  At vi har helligdag om søndagen skyldes, at Jesus opstod fra graven en søndag morgen. Derfor ville de første kristne feste og lovprise ham netop på denne dag.

  Vores gudstjeneste er jo præget af gamle traditioner, og vi kan måske til tider have lidt svært ved at forbinde gudstjenesten med ord som fest og lovprisning.

  Men lytter vi efter det, som ikke mindst mange bønner og salmer giver udtryk for, så er det netop taksigelse og lovprisning.

  Så hvis vi ellers forstået, hvad der Gud gjorde, da han sendte Jesus til os og lod ham lide, dø og opstå for os, så kan vi gennem gudstjenesten love og takke ham for det.

  Hvis ellers takken og lovprisningen over, hvad det betyder for os, kommer fra hjertet af, så gør det ikke helt så meget, at den måske ikke er så sprudlende og synlig.

  For det afgørende er jo, at vi har forstået, hvor vigtigt og stort det er, at det blev påske på jord, så det har bundfældet sig i os og skabt taknemmelighed til Gud.

  Så vil den kommende uge kunne blive ikke blot en påskeferie, men også en påskefejring.

  Amen

 

Lov tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Kategorier Nyt fra præsten

Kommentarer

Deerrogue
tirsdag d. 15. september 2020, kl. 03:47
online casino games <a href="http://onlinecasinouse.com/#">play slots </a> casino slots http://onlinecasinouse.com/#

Tilføj kommentar