Udgivet af Jørn Andreas Pedersen, ons d. 4. sep 2019, kl. 10:27

En tur til Færøerne denne sommer var en stor oplevelse. Ikke mindst oplevelsen af kirkelivet viste, at her står kristentroen meget stærkt. Det er mere end 60 folkekirker og derudover 100 missionshuse og frikirker på de 18 øer Færøerne består af, og som arealmæssigt er dobbelt så stor som Bornholm, men med ca. samme størrelse befolkning på 50.000. De 25.000 bor i de to største byer: Torshavn og Klaksvig, mens resten bor fordelt på ca. 100 større eller mindre bygder, hvoraf over halvdelen har sine egen kirke. Selv en lille bygd som Saksun med 14 indbyggere havde sig egen kirke.

Her ude på landet er præsten ofte den eneste ansatte ved kirkerne, mens degne, organist, graver og kirkesangere er frivillige, som på skift hjælper til. Og der holdes gudstjenester hver søndag. Præsterne har flere kirker, men prædiker kun i en af dem, mens der holdes degnegudstjeneste i de andre kirker, hvor degnen, læser en postil – en prædiken, som er nedskrevet i en bog.

Gravere er der kun brug for ved selve begravelsen, for der er en helt anden kirkegårdskultur end vi kender fra Danmark.

På Færøerne står gravstenene på en grøn græsmark, så den kan man lade et får sørge for at holde pæn.

I Danmark plejer vi at ansætte gravere, kirketjenere, organister og kirkesangere og nu også kirke- og kulturmedarbejdere. Men det er stadig mange andre ting, som frivillige giver en hånd med til, og som ikke ville blive gjort, hvis ikke de var aktive i kirkerne.

Vi var selv til gudstjeneste i Christians-kirken i Klaksvig, som har en altertavle, der oprindelig blev lavet af Joakim Skovgaard til Viborg domkirke, men kun blev brugt der i 12 år. Derefter lå det på Nationalmuseet frem til 1963, hvor kirken i Klaksvig blev bygget med plads til 1000 mennesker og ophængt der som altertavle. Vi forstod ikke mange ord af prædiken og liturgi, men vi havde taget en dansk salmebog med, og tre af de færøske salmer, som blev sunget ved gudstjenesten, stod i den, så vi kunne synge med på dem på dansk. De to andre kunne vi melodierne på, så vi forsøgte at få tungen til at slå de rette knuder, så det lød lidt færøsk, dog kun meget lavmælt.

Sognepræst Jørn A Pedersen,

Bjerring og Mammen.

Kategorier Nyt fra præsten